Aarhus Universitets segl

Update: Hvad betyder Smart City for vores liv?

D. 22. Maj sætter Smart City udstillingen, Update, de smarte byer under lup, når filosoffen Vincent Hendricks og AU’s smart city ekspert Martin Brynskov diskuterer teknologiens påvirkning på os mennesker.

Oplysninger om arrangementet

Tidspunkt

Søndag 22. maj 2016,  kl. 11:30 - 13:00

Sted

Dansk Arkitektur Center, København

Vores hverdag bliver smart. Vores liv bliver smart. Samfundet bliver smart. Byerne er på vej på nettet og er ved at lære at kommunikere med sig selv og med borgerne. Skraldespanden fortæller når den er fyldt og bestiller en skraldemand. Lygtepælen registrerer om det er en fodgænger eller en bil der passerer, og tilpasser så lyset. Om 10 år taler bilerne med hinanden og undgår sammenstød, køer og propper.

Det lyder smart, men er det også intelligent? Det er diskussionen som danner rammerne for udstillingen Update, der har fokus på de smarte byers teknologier, der over de kommende år kan komme til markant at forandre måden vores byer fungerer på. Således vil Martin Brynskov fra AU Smart Cities og professor Vincent Hendricks, to af Danmarks førende eksperter indenfor smart cities og digital adfærd, debattere det smarte samfund søndag d. 22. Maj på Dansk Arkitektur Center.

Martin Brynskov og Vincent Hendricks vil blandt andet diskutere:

  • Hvordan ændrer de smarte teknologier vores liv og byer?
  • Hvilke smarte løsninger kommer til at være en del af vores hverdag i fremtiden?
  • Hvad vi skal gøre for at undgå big brother-tilstande?
  • Hvordan vi kan få mest muligt ud af den smarte teknologi?

 

For mere information, se Updates fulde kalender.