Internet Week Denmark om Smart Cities
Digitale netværk er både en styrke og en udfordring for udviklingen af den smarte by. AU Smart Cities åbnede diskussionen, da den årlige festival Internet Week Denmark løb af stablen i Aarhus fra d. 28. april til d. 2. maj.
Med mere end 125 separate, crowd-sourced events satte Internet Week Danmark fokus på internettet, samt diskuterede dets succes og betydning for vores samfund, hverdagsliv og den økonomiske vækst.
Jimmy Wales, stifter af Wikipedia, åbnede festivalen sammen med Aarhus' borgmester Jacob Bundsgaard.
I løbet af fem dage var professionelle, studerende og borgere inviteret indenfor til diskussioner, events og aktiviteter med Internettet i fokus. Nogle af disse var internt koordineret, men størstedelen var selvstændige initiativer.
I Aarhus Rådhus’s smukke rammer sparkede AU Smart Cities festivalen i gang med en række events omhandlende Internettets relation til byudvikling, og spørgsmålet om hvordan digitale netværk vil forandre vores måde at leve i byerne på?
Aarhus som international ramme
Martin Brynskov, koordinator af AU Smart Cities og medstifter af Smart Aarhus, der sammen med Aarhus Universitet arrangerer festivalen, indledte Smart Cities eventet; "Det er ikke tilfældigt, at Internet Week Denmark foregår i Aarhus. Vi er et af de førende områder i verden, når det handler om at bruge den digitale teknologi, blandt andet i forbindelse med byudvikling".
Med sine massive, urbane udviklingsaktiviteter og -initiativer har Aarhus åbnet op for diskussionen om, hvorvidt der findes en speciel skandinavisk model for digital byudvikling, baseret på partnerskab, transparens og et højt niveau af tillid og samarbejde.
Det digitale by-panel fokuserede på de bedste praksiser fra samfundet, offentlige og private virksomheder, og indeholdt oplæg af Britta Thomsen, medlem af Europaparlementet (S/PES), Niels Højberg, Aarhus City Manager & formand i The Danish Association of City Managers, Patrick Driscoll, Aalborg Universitet–København, og Martin Brynskov, Aarhus Universitet. Derudover præsenterede Lars Schrøder, CEO, Aarhus Water, casen ”Prepared”
Internet Week Denmark er på vej til at blive et årligt tilbagevende event, som vil lede op til SPOT Festival og SPOT Interactive, der afholdes hvert forår i Aarhus, Danmark.