Internet Week Denmark med fokus på fremtidens smart cities
Alissa Chisholm og Steven Adler var blandt AU Smart Cities oplægsholdere under Internet Week Denmark d. 9.-13. maj, hvor fremtidens smart cities var i fokus.
For tredje år i træk har branchefolk, pionerer, uddannelsesinstitutioner og andre offentlige og private organisationer i Aarhus ladet sig inspirere af de over 100 aktiviteter, som mange har besøgt under Internet Week Denmark.
Det gjorde sig også gældende, da 81 tilmeldte var mødt op til AU Smart Cities heldags arrangement på Dokk1, onsdag d. 11. maj. Her gav arrangementets første del et strategisk indblik, i hvordan de fremtidige byer ville udvikle sig. Blandt de fem oplægsholdere var blandt andre Alissa Chisholm repræsenteret. Alissa Chisholm er tilknyttet Googles moderselskab Alphabets egen afdeling for smart cities – Sidewalk Labs. Ligeledes var Steven Adler, som er Chief data strategist for IBM, blandt oplægsholderne.
Siden begrebet ”Smart Cities” først kom frem, har tankerne omkring smart cities udviklet sig meget, og hos både IBM og Sidewalk Labs er ambitionerne høje. Hvis man kan blive bedre til at bruge de enorme mængder af datasæt, og hermed gøre brug af al denne viden, vurderer IBM, at kunne opnå en stigning på 1-3 pct. på det amerikanske BNP. 3 pct. svarer til 3.270 mia. kr. Der er dog også store udfordringer for smart cities, ved at bruge disse store mængder af data, hvilket var blandt ét af debatemnerne under arrangementet. Læs mere om disse i Jyllandspostens artikel, hvor Alissa Chisholm og Steven Adler tilkendegiver udfordringerne, ved tanken om at de teknologiske byer vokser sig større.
AU Smart Cities takker i øvrigt for den enorme interesse og fremmøde, der har været i forbindelse med arrangementerne ved Internet Week Denmark, og ser frem til endnu et stort fremmøde næste år!